Menu

Rikke Andersen

Vær social med mig

Rikke Andersen

Om mig

Jeg hedder Rikke Andersen og er 23 år. Jeg bor i Aarhus, hvor jeg netop har færdiggjort uddannelsen som multimediedesigner. Nu er jeg klar til at prøve det "virkelige" liv – det bliver spændende!

Det personlige

Jeg har altid gang i mange små projekter og kan lide at have travlt. Mit største projekt er min virksomhed 2people1home – et projekt der udvikler mig og lærer mig en masse. Jeg lever efter princippet "Man lærer noget nyt hver dag". Jeg ønsker at lære noget nyt hver dag og mener også, at det sker. Nogle dage er det stor ny viden som lagres og andre dage lærer jeg småting. Jeg glæder mig til at lære noget nyt hver dag i resten af mit liv. Hvis jeg bliver 100 år gammel, og jeg lærer én ny ting hver dag, så har jeg ca. 27.740 ting til gode. Hold da op, jeg blev lidt overrasket over det tal. Jeg får nok brug for lidt hjælp til at lære dem alle, vil du give mig udfordringerne til at lære nogle af tingene?

Når jeg har helt fri spiser jeg god mad, nyder godt selskab, ser spændende serier, og læser masser af blade og bøger.

Det professionelle

Ja, jeg er uddannet multimediedesigner. Men alle dem, jeg siger det til, spørger mig: Hvad kan man så? Og det giver egentlig også fint mening, for vi er jo alle forskellige og tager derfor også forskellige ting med os fra studiet.

Grafisk design

Indenfor grafisk design arbejder jeg med webdesign, visuel identitet, plakater samt opsætning af flyers, annoncer og kataloger.

Hjemmesider

Jeg kan opbygge hjemmesider fra bunden i HTML og CSS. Jeg har også basis-forståelse for Javascript og PHP, men det er ikke ligefrem noget jeg nyder at arbejde med, så jeg holder mig helst til HTML og CSS, tak.

Jeg laver også gerne hjemmesider i CMS, hvor jeg har mest erfaring med Wordpress. I Wordpress har jeg både arbejdet med simple websites og webshops i Woocommerce. Derudover har jeg arbejdet lidt med Joomla, SmartWeb og Magento.

SEO (søgemaskineoptimering) kan jeg det grundlæggende indenfor, men det er et meget komplekst emne, som jeg nærmest hele tiden lærer noget nyt omkring.

Sociale medier

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er ekspert i sociale medier. Jeg har den tilgang til sociale medier, at man oftest skal prøve sig frem – alle målgrupper er forskellige og algoritmerne (i hvert fald Facebooks) ændrer sig hele tiden. Selvfølgelig er der nogle ting, som altid holder, og dem har jeg styr på.

Social medie strategi er noget alle virksomheder bør have (og følge). Jeg synes sociale medier er vildt spændende og det er helt sikkert fremtiden. Jeg hjælper gerne med en strategi, gode ideer og udarbejdelse af opslag.