Tag Arkiver: plantehænger

DIY – Simpelt planteophæng til din hængeplante

diy planteophæng

Jeg købte for længe siden en glas-potte, som jeg ville bruge til at lave et planteophæng med en fin hængeplante i. Glas-potten endte i bunken af projekter og jeg kom aldrig rigtig videre. Før nu. Langt om længe har jeg både fået plantet en virkelig skøn plante og sørme også fået lavet et super nemt planteophæng. Nu skal den så bare hænges op. Men herhjemme er det Simon, der hænger ting op. Så indtil han siger, “Rikke, nu skal den plante altså væk fra skrivebordet”, kan jeg bruge tiden til at finde ud af, hvor den skal hænge.

Det tog som sagt en evighed fra jeg købte potten, til projektet blev færdigt. Men reelt set tog planteophænget højst 10 minutter at lave, så det kunne faktisk ikke være nemmere. Så spring endelig ud i det med min hurtige guide.

hoya carnosa hængeplante

Dette skal du bruge til at lave dit eget planteophæng

  • 3 snore på 2 meter. Jeg brugte natursnor/hørsnor, som jeg havde liggende. Det er vist fra Søstrene Grene. Men du kan evt. også bruge noget farvet snor, hvis du vil have lidt mere spræl. 
  • En plantepotte 
  • En hængeplante (og selvfølgelig jord og evt. lecakugler, så planten ikke drukner)

Sådan gør du

  1. Du starter med et folde de tre snore på midten, så hver snor danner et U. De tre snores midte, altså deres U, sættes sammen. Det kommer sig ikke så nøje, hvilken snor, der er øverst (se det første billede herunder).
  2. Derefter tager du begge enderne på den ene snor og binder en knude ca. 5 cm fra snorens midte. Det gør du på alle tre snore. Så skulle det gerne være tre sammenhængende ringe.
  3. Nu binder du en knude på alle nabo-snorene. Så skulle det gerne se ud som på det midterste billede herunder. 
  4. Du fortsætter med at binde knude på nabo-snorene. Så ender du som på billedet til højre herunder. 
  5. Prøv at sætte potten i midten og træk nettet op omkring den. Måske skal du fortsætte med at binde knuder, så det kommer højere op. Hvis ikke, kan du samle alle snorene over planten, lave en løkke og binde en knude. 
  6. Bum, sejt arbejde! Nu skal planten bare hænges op.
Guide til planteophæng - trin 1
Guide til planteophæng - trin 2
Guide til planteophæng - trin 3

Mit planteophæng er meget simpelt, da jeg vil have planten i fokus. Du kan tilføje flere snore, hvis du vil have ophænget til at se mere net-agtigt ud. Og ellers kan du tilføje farvet snor, perler eller andet godt lir. Du kan også prøve kræfter med en af de mere avancerede macramé-plantehængere.

God fornøjelse og god weekend!

planteophæng til hængeplante
diy nemt planteophæng
hoya carnosa