Tag Arkiver: træhus

Sådan ser vores drømmehus ud i plantegninger og billeder

drømmehus træhus

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi drømmer mange og store husdrømme. Vi flyttede fra vores 55 kvm andelslejlighed, fordi vi manglede plads og muligheder. Plads til alle de maaaange ting, vi har. Plads til Simons værktøj og projekter. Plads til (på sigt) at udvide vores lille familie – det skete så kun 1,5 år efter vi flyttede… Mulighed for at sætte mere præg på vores hjem. Vi ville helst ikke gøre for meget ved andelslejligheden, da vi vidste, at vi ikke skulle bo der så længe. Så derfor flyttede vi i et 103 kvm stort rækkehus med carport, skur og terrasse. Det var (og er stadig) lykken!

Vi er ikke klar til at flytte herfra endnu, men det forhindrer os ikke i at drømme. Vi har kigget på store flotte murermestervillaer med masser af muligheder, men som oftest også kræver masser af renovering for at vi bliver helt tilfredse. Vi har også overvejet at bygge vores eget hus, så vi kan få det lige præcis, som vi vil have det. Ulemperne ved det er bl.a. at huset hverken har sjæl eller patina. Derudover skal vi finde en passende grund, som også er til at betale sig fra. Dog hælder jeg alligevel mest til denne løsning, fordi jeg er bange for, at jeg aldrig helt bliver tilfreds, hvis vi gør noget andet. Eller sagt med andre ord, jeg er bange for, at vi aldrig holder op med at drømme os videre til et nyt hus og det synes jeg, ville være ærgerligt.

Hvordan skal det her drømmehus så se ud? Det har vi snakket om mange gange og vi er langsomt kommet frem til en stil. Vi vil gerne have et træhus. Sort træ, levende tag og en kæmpe træterrasse. Og så vil jeg gerne have en nem og vild have. Det er drømmen.

huse på Færøerne

levende tag

Da vi sidste år var på ferie på Færøerne, blev drømmen om et træhus kun endnu mere tilstedeværende i vores tanker. Størstedelen af deres huse er træhuse. De fleste er sorte med hvide vinduer og græs på taget. Det var simpelthen så hyggeligt og flot. 

drømmehus træhus

På en tilfældig gåtur på Færøerne så vi huset – dét hus, som kommer tættest på vores drømmehus. Huset ser lidt pelset ud, men det er kun fordi det øsede ned, da vi stoppede op og tog billedet. Man bliver jo nødt til at stoppe op, beundre og tage billeder, når man ser sit drømmehus – regn eller ej. 

Vi har tilladt os selv at drømme lidt videre. Så derfor har vi lavet en plantegning. Det var dælme ikke nogen nem opgave (men det er jo derfor, der findes arkitekter). Vi gav det et skud alligevel, så har vi nemlig gjort os nogle tanker, når vi på et tidspunkt skal have hjælp til at bygge huset. Kravene til vores plantegning var:

  • Huset skal være i to plan. Her er der desværre ikke nogen super gode argumenter, udover at jeg synes huse i flere plan er mest hyggelige og charmerende. Ét-plan har aldrig rigtig talt til mig. Så to plan er et af de vigtige krav.
  • Der skal være garage/værksted. Det er mest værkstedsdelen, der er det vigtige. Simon er uddannet snedker og han savner at have et sted, hvor han kan udfolde sine projekter og sprede træstøv over det hele. Og jeg mangler et sted, hvor hans værktøj (og alle hans maskiner) kan stå 😉
  • 2 badeværelser
  • Soveværelse i underetagen
  • Entre/hall med trappe til 1. sal
  • 2 (børne)værelser – hvem ved, måske får vi to børn?
  • Kontor. Nu har vi haft det, så nu dropper vi det aldrig igen.
  • Bryggers. Det er et rum, som vi har været meget i tvivl om. For har vi behov for to indgange til huset? Har vi behov for et rum at vaske tøj i – lige nu bruger vi jo badeværelset? Men i sidste ende har vi besluttet, at det er rart med en indgang til huset fra værkstedet, så alle de beskidte (Simon og børn) kan gå gennem bryggerset og smide sit beskidte tøj til vask. 

Vi har tegnet rigtig mange forslag og skitser, før vi nåede frem til noget virkelig godt. Vi endte faktisk med at tegne alle de rum, vi ønskede, og så klippede vi dem ud og rykkede rundt, indtil det passede. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det vil være smartest at have toiletterne cirka ovenover hinanden grundet rørlægning. Men det må vi tage op igen, når huset rent faktisk bliver en realitet.

plantegning 2 plan - 1. sal

plantegning 2 plan - stuen